Om ikke så længe kan vi stå på ski i København. På det helt nye multifunktionelle, højteknologiske forbrændingsanlæg på Amager udnyttes taget til at lave et rekreativt landskab. En bakke, hvor det bliver muligt at stå på ski, men også tage turen med vandrestøvler på knoldede stier igennem et parkmiljø, der løber hele vejen langs pisten fra kote 3 til kote 87. Amager Bakke kommer tilnærmelsesvis til at ligne et bjerg i Østrig – 85 meter højt.
Vi har været i gang længe. Allerede i projekteringsfasen var Malmos tidligt involveret for at hjælpe med at gøre projektet bygbart.
Hvordan bygger man sådan en tagpark op:
Det er vores søsterselskab ZinCo Dk der leverer systemopbygningselementerne. ZinCo har erfaring med anlæg på dæk/grønne tage fra hele verden – alligevel er skibakken en ny og udfordrende opgave. Verdens første af sin slags. Dog bliver detaljer vurderet ud fra vores erfaringer med andre byggerier, hvor selve detaljen har været afprøvet. Et eksempel på en af systemelementerne er drænmåtter. De lægges over hele membranoverfladen på skibakken, for at evt. regnvand kan løbe styret bort uden at skabe erosion! Disse drænmåtter er bl.a. valgt efter den belastning de indbygges under!
Hvordan støber man en ujævn knoklet bjergsti på et tag:
I tæt samarbejde med Christiansen og Essenbæk A/S har vi skabt en sti af beton, der vil føles præcis som en bjergskråning, når du går på den. Ja eller hvis du udfordrer dig med en løbetur til toppen, hvor du på 300 meter får næsten samme højdeforskel, som du kan opleve på Møns klint – her blot med et underlag, hvor skridt skal afpasses den unikke stioverflade.
Træer på en bakke:
Hvordan hejser man fx et 2,5 ton fyrretræ med rodklump 50 meter op ad en bakke og sikrer, at det hverken skrider ned eller vælter i det næste stormvejr? Vi har prøvet det tusinder af gange før – at hejse store træer op et sted – men alligevel ikke så kompliceret som Amager Bakke. Det kræver en dygtig kranfører og kompetente medarbejdere, der ved præcis hvor sårbart et træ er for flytning og hvor det skal placeres, da det helst skal stå helt korrekt i første hug.
Træerne på skibakken bliver sat i specielt fremstillede komponenter – nærmest et bøjet gitter i galvaniseret stål – der er omhyggeligt fastgjort på tagfladen, hvorefter det er muligt at sure træerne forsvarligt fast, så de bliver der for evigt.
Træerne plantes altid i jord, men her hører det almindelige også op. Jorden er et fremstillet vækstmedie hos ZinCo’s nøgleleverandør Norrecco, der producerer dette fantastiske vækstmedie af byggeaffald, der med teglskærver (= knuste mursten) som nøgleingrediens netop sikrer at planterne får bedst mulige vækstbetingelser når nu man stresser planterne ved at placere disse på et dæk! Og at det er knuste dele betyder, at erosionen er minimal, hvilket er nødvendigt for at det ikke skrider ned.
Belægningen på skipisten:
Underlaget for skiløberne er ikke sne som vanligt, men en nøje udvalgt (af Fonden Amager Bakke) skimåtte, der produceres i Italien og som vi skal fastgøre via et såkaldt geonet og wirer på en opbygning af de før nævnte drænmåtter. Alt sammen er nøje bygget, så der er den rigtige ski-fornemmelse på dette kunstige underlag.
Hvordan arbejder man godt sammen på et så kompakt projekt på en skrå overflade:
Vi er meget opmærksomme på, at vores team fungerer som en afstemt helhed, der trækker i samme retning. Også på skibakken gennemfører vi en aktiv mobilisering af produktionsteamet, som vi kalder Pladsmobilisering. Det fungerer som en intern operativ opstart af projektet og pladsen, så alle har det fulde overblik og er koordinerede og afklarede omkring opgaven, roller og funktioner. Desuden holder vi daglige og ugentlige briefinger og debriefinger (Malmos’ eget pladsledelseskoncept ‘Kør Pladsen’) med alle udførende på pladsen, hvor vi informerer, koordinerer og drøfter samarbejdet. Det ændrer ikke på vores procedurer, at opgaven er på en skrå overflade, men det er naturligvis en fordel at have et godt og langsigtet overblik. Vejen fra toppen og til materialepladsen er nemlig lidt stejlere og lidt mere mere besværlig end normalt.
Malmos Landskaber:
Vi er stolte af at bygge så vildt et landskab som skibakken. Det er præcis sådanne projekter, der fremmer vores mission om at skabe fremtidens grønne byrum, hvor mennesker kan leve, lege og være i ..
Bygherre: ARC
Arkitekt: BIG
Landskabsarkitekt: SLA
Landskaber: Malmos