Tillykke til Danica Pension og Københavns Kommune med en ny bydel og et inviterende og åbent nyt byrum. Vi hos Malmos Landskaber glæder os til at komme igang, og påbegynde endnu et ikonisk landskab i København.
…
Postbyen bliver navnet på området omkring Centralpostbygningen overfor Hovedbanegården, den tidligere postterminal på Bernstorffsgade og kontorbygningen på Carsten Nieburhs Gade. Mens kraner og byggearbejdere er i fuld gang på byggepladsen bag Hovedbanegården, skal det kommende bykvarter have sit eget navn. Postbyen bliver navnet på området, der vil danne en forbindelse mellem byen og vandet med cykelstrøg, åbne pladser og gangstier.
“Med Postbyen får København et helt nyt byrum med butikker, restauranter og virksomheder på en central placering, som før lå isoleret mellem baneterrænet og Kalvebod Brygge. Den nye promenade og forbindelsen fra Hovedbanegården til vandet åbner området op og forbinder det med resten af byen. Det bliver et stort aktiv for København, siger overborgmester Frank Jensen (S), der sammen med Ole Krogh Petersen og Robert Nellemann fra bygherren Danica Pension havde æren af at nedlægge grundstenen til det kommende bykvarter. Grundstenen indeholder landskabsplanen for området, en kopi af stiftelsesdokumentet for Danica Pension, et foto fra nedrivningen, et Polaroid-foto fra dagen samt dagens udgave af Berlingske og Politiken.
Postbyen, der er på størrelse med fem fodboldbaner, vil bl.a. rumme Danske Banks kommende hovedsæde. Hertil kommer fem tårne med boliger, erhverv og hoteldrift og et multibrugerhus for små og mellemstore virksomheder. Alle bygninger i Postbyen bliver bæredygtighedscertificeret. Det anslås, at 5.500 mennesker vil arbejde i Postbyen og 20.000 dagligt vil besøge bykvarteret.
Postbyen er iøvrigt særlig spændende for os, da den bliver enden – eller om du vil – starten – på Københavns High Line, hvor vi allerede har bygget landskaberne omkring Nexus, Tivoli Congress Center, Rigsarkivet og snart Kaktustårnene.
Fakta om Postbyens første ud af to etaper:
Bygherre: Danica Pension
Arkitekt første etape (Danske Banks hovedsæde) : Lundgaard & Tranberg Arkitekter
Landskabsarkitekt første etape: Julie Kirkegaard
Totalentreprenør første etape: Per Aarsleff A/S
Landskabet første etape: Malmos Landskaber