Vi er stolte af at have vundet Kalundborgegnens Erhvervsråds Den Grønne Miljø- og Klimapris – særligt i et felt som vi arbejder målrettet med hver dag og hvor vi altid bestræber os på at lære mere.
Vi fik disse pæne ord med:
…Bæredygtighed indgår i hele jeres forretningsgrundlag – for jer er det naturligt at sammentænke miljø, klima og mennesker. I laver grønne regnskaber med fokus på CO2 reduktion.
I er miljøcertificerede som den første virksomhed i branchen. I arbejder med FN’s verdensmål samt har fokus på bæredygtige leverandøraftaler…
Det er en anerkendelse i sig selv at blive nomineret – og derfor er vi ekstra stolte over også at være den virksomhed, der går hjem med statuetten i hånden. Tak til Kalundborg Forsyning A/S for indstillingen – og for at være vinder – til prisen ‘Den Grønne Miljø- og Klimapris’.
Prisen gives til en virksomhed, uddannelsesinstitution, enkeltperson eller organisation beliggende i Kalundborg Kommune, der gennem målrettede initiativer har gjort en særlig og vellykket indsats for at imødegå klimaforandringer, effektivisere ressourceudnyttelsen, understøtte den grønne omstilling eller på anden vis bidrage til et fremtidigt bæredygtigt miljø. Med prisen ønsker Kalundborg Forsyning at sætte fokus på en lokal aktør, der har gjort noget ekstraordinært på det grønne område og som kan være et eksempel til efterfølgelse.