Morten er i gang med sidste del af hans uddannelse til anlægsgartner. Udover at være en del af vores Malmos Lærlinge Akademi er han allerede en del af vores Fønix-program. Fønix er Malmos’ interne formands- og projektlederprogram, der giver vores formænd og projektledere styrke og redskaber til at arbejde målrettet, ambitiøst og optimeret med en helt ny progressiv tilgang til projekt- og pladsledelse.
Morten begyndte i Malmos som arbejdsmand og allerede dér blev Mortens kompetencer spottet. Anlægsgartneruddannelsen er rette hylde for Morten og tidligt gav han udtryk for, at han ønskede at blive formand – et ønske der var nemt at opfylde, da Morten hele vejen igennem sit uddannelsesforløb har vist og bevist, at han er seriøs, dygtig og ambitiøs. Ydermere er han et positivt menneske og en god kollega.
DM I SKILLS
I september sidste år blev Morten udvalgt til at deltage i DM i SKILLS. DM i SKILLS afholdes hvert år for samtlige erhvervsuddannelser og er en del af SkillsDenmark, der arbejder med talentudvikling, eksponering og internationalisering inden for danske erhvervsuddannelser. DM er en måde at promovere erhvervsuddannelserne, og er en god måde at præsentere de enkelte fag på.
På erhvervsskolen ZBC, Jernbjerggaard i Slagelse, hvor Morten tager skoledelen af sin uddannelse, var de ikke i tvivl om, at Morten var den rigtige kandidat. Boe Larsen – underviser på teknik linjen for nyanlæg – fortæller, at han oftest har en 2-3 potentielle kandidater hvert år. Han udvælger – sammen med sin kollega Lars Biering-Sørensen, faglærer på den grønne del af uddannelsen – de unge talenter, der skal repræsentere Jernbjerggard ved mesterskaberne. Man skal have flere ting på plads for at kunne være med:
• Det faglige skal være i top
• Man skal have talent
• Mentalt skal man kunne klare presset, der er i forbindelse med en konkurrence
• Man skal kunne arbejde med publikum på
• Man skal være under 25 år eller fyldt 25 det år man deltager
• Og man skal have gode samarbejdsevner, da det foregår sammen med en makker
Bo og Lars var ikke i tvivl. Morten har alle kompetencer, og da han blev spurgt om han ville være med, sagde han også hurtigt JA. Og han har Malmos med. Det kræver nemlig en del træningstid, hvor eleven tages ud af det daglige arbejde i virksomheden. Morten stiller op sammen med en makker. Hans makker er Martin som kommer fra Würtz Brolægning. Man vælger ikke selv sin makker, men der hersker ingen tvivl om, at her har vi et makkerpar, der både kan og vil komme langt. Til DM møder Morten og Martin konkurrenter fra samtlige 5 skoler der uddanner anlægsgartnere i Danmark, og der er kun ét hold der vinder – der findes kun guldmedalje.
Selve opgaven bliver deltagerne præsenteret for allerede ved udvælgelse. De får tegningen af det ’anlæg’ de skal lave, de kan se hvilke færdigheder de skal vise, de kender materialebrug og ved hvad de skal øve – næsten – for til konkurrencen vil de få en ny tegning, hvor der er ændret 20-25% af anlægget fra den oprindelige tegning. Det er her, at det for alvor gælder om at holde 110 % fokus, så enhver detalje er korrekt. Dommerkomitéen består af 2 personer fra det faglige udvalg for anlægsgartnere. De bistås af 2 undervisere fra skolen. De tager f.eks. måltjek af koter o.lign.
I Malmos vil vi være med til at uddanne Fremtidens Landskabere og vi arbejder intensivt med videndeling og dygtiggørelse i vores eget akademi. Vi bliver ekstra stolte og tilfredse, når vores resultater også ’opdages’ ude i marken.
DM i SKILLS 2019 afholdes i Næstved i dagene 4.-6. april. Alle er velkomne, og der er gratis adgang. Arrangørerne forventer 35.000 besøgende og særligt anlægsgartnerfaget er godt besøgt, da deres projekt normalt er meget publikumsvenligt, idet der virkelig er noget at se på, når deres mini-anlæg bygges op.
Vi ønsker Morten og hans makker GOD VIND og god træning de sidste par uger inden det går løs. Følg med på vores facebook…
Malmos Facebook
Læs mere om SKILLS her
Se videoen – interview med Morten – film her