Vi har i 64 år været stolte anlægsgartnere, og vil også i fremtiden blive ved med at være tro mod vores håndværk – både når det gælder grønne og grå anlæg – og den blå faglighed – det vilde vand. Vi har i noget tid – med glimt i øjet og alligevel alvorligt ment – fortalt at vi har muskler som en entreprenør og hjerte som en anlægsgartner. Det er ret præcist sådan vi har det.
Grunden til at vi beskriver os på denne måde er, at vi befinder os godt i komplicerede, specialiserede og tidspressede opgaver, hvor der skal leveres høj kvalitet. Det betyder ikke, at vi kun arbejder med denne type projekter, men nærmere at vi mere og mere arbejder med det totale landskab samtidigt
– i jorden, på terræn og på byens 5. facade – tagene.
I Malmos ønsker vi at sætte et tydeligt fodaftryk på Danmarks byer og landskaber som mennesker kan leve, lege og være i. Landskaber som nu og i fremtiden også skal løse en afgørende samfundsmæssig opgave – at bidrage til – at vi alle sammen kan tilpasse os det skiftende klima og sikre os mod store regnmængder. Derfor synes vi, at betegnelsen landskaber passer godt til vores måde at arbejde på nu og i fremtiden. Det er så at sige en udvidelse af vores selvopfattelse. Vi er de samme, som vi altid har været, men vi synliggør vores bevægelse på én tydelig måde igennem vores logo. I fremtiden vil man derfor møde Malmos logoet med undertitlen landskaber i stedet for anlægsgartner. Det får også en bevidst dobbeltbetydning – det beskriver både hvem vi er og hvad vi laver. Derudover vil logoet være i det samme velkendte udtryk og den samme grønne Malmos farve.
Vi har stadig muskler som en entreprenør og hjerte som en anlægsgartner – vi er Danmarks landskaber.