I går modtog Egedal Kommune Scandinavia Green Roof Associations særlige pris for sin smukke, grønne og bæredygtige taghave på toppen af Egedal Sundhedscenter ved siden af rådhuset som er tegnet af Henning Larsen Architects A/S.
Vi mødtes naturligvis i taghaven, hvor prisuddelingen fandt sted. Taghaven er designet af SLA Landskabsarkitekter og plantet af Malmos Anlægsgartnere A/S.
Scandinavian Green Roof Award gives hvert år til et bemærkelsesværdigt grønt tag i Skandinavien, der lever op til kriterier om biodiversitet, udnyttelse af regnvand, rekreativ værdi, bærdygtighed og innovativt design. Prisen blev overrakt til borgmester Willy Eliasen af kommerciel chef i Malmos A/S, Pernille Kinnunen.
Mette Skjold, adm. direktør i SLA
“Det grønne tag på Egedal Rådhus og Sundhedscenter er et godt eksempel på, hvordan vi bruger naturen innovativt til at skabe både funktionelle og herlighedsmæssige kvaliteter. Ved hjælp af en bred vifte af lokale planter og træer har vi dramatisk øget biodiversiteten i området og forbedret bygningens evner indenfor klimatilpasning. Samtidig giver naturdesignet nye sociale opholdsmuligheder for de ansatte og grønne restituerende sanseindtryk til sundhedscenterets brugere, der dermed får en god naturoplevelse – lige udenfor døren.”
Scandinavian Green Roof Award overrækkes til borgmester Willy Eliasen af kommerciel chef i Malmos A/S, Pernille Kinnunen.
Pernille Kinnunen, Kommerciel chef fra Malmos
”Det grønne tag på Egedal Rådhus og Sundhedscenter er historien om, hvordan Egedal Kommune har integreret grønne tage i deres bæredygtighedsprogram både for byudviklingen af den nye bydel Egedal By og i byggeriet af det nye Rådhus og Sundhedscenter. Den tekniske systemløsning med drænbakker og 10-40 cm substrat tillader at store mængder regnvand tilbageholdes og forsinkes på taget og reducerer CO2 udslippet. Taget er på den måde et vigtigt bidrag til klimatilpasnings-
problematikken. Samtidig giver opbygningen mulighed for stor variation i plantesammensætningen, der både giver en smuk årstidsvariation og bidrager til øget biodiversitet. Udnyttelsen af bygningens 5. facade på Egedal Rådhus og Sundhedscenter, er det perfekte eksempel på hvordan et grønt tag på raffineret vis er en del af bæredygtigt byggeri og byudvikling – til glæde for ansatte, beboere, brugere og borgere i Egedal Kommune, som har fået et nyt udendørs rum med plads til rekreativt ophold, møder og trænings faciliteter”.