Skybrudsprojektet på Skoleholdervej og Degnestavnens legeplads er en samlet løsning, der involverer regnvandshåndtering både over og under jorden.
På skoleholdervej tilbageholdes hverdagsregn i grønne vejbede og faskiner. I skybrudssituationer strømmer vandet på overfladen til Degnestavnen og Ringertoften, hvorfra det via rørgennemføringer under vejen ledes til Degnestavnens Legeplads.

Her er der skabt et forsinkelsesbassin med en opmagasineringskapacitet på 1.500 m3 ved at sænke legepladsens asfaltoverflade og opsætte buede støttemure, der til hverdag samtidigt fungerer som siddeplinte.
Hermed er projektet også med til at afkoble en stor del af områdets tagvand fra vejvendte tagflader fra det eksisterende fællessystem.
