Fra vindmøllefundamenter til stærkere kystbeskyttelse
Når nye vindmøller skal etableres tæt på havet, handler jordarbejdet om mere end at skabe plads til fundamenterne. Det handler også om at arbejde med landskabet og bruge de eksisterende materialer bedst muligt.
På projektet stod vi for jordentreprisen i forbindelse med etableringen af fire vindmøllefundamenter for Vestas. Opgaven omfattede udgravning samt etablering af kranpladser og køreveje – men en helt særlig jordart kom til at spille hovedrollen: klæg.
Klæg er en tæt og lerholdig jordart, som er særligt velegnet til diger på grund af sin modstandsdygtighed over for bølgepåvirkning. Derfor blev den opgravede jord ikke blot betragtet som overskudsmateriale. I stedet blev klægen håndteret og udtørret, så den kunne genanvendes direkte i udbygningen af diget.
Den jord, der blev gravet væk for at gøre plads til vindmøllerne, fik dermed nyt liv få hundrede meter derfra. Materialet blev transporteret mod kysten og indbygget i diget, hvor det fremover bidrager til at beskytte området og de nye vindmøller mod havets påvirkning.
Samtidig blev der indbygget geonet under køreveje og kranpladser for at skabe den nødvendige stabilitet til de tunge transporter og kranarbejdet.
I alt håndterede og flyttede vi omkring 40.000 m³ jord over et tracé på cirka 500 løbende meter.
Et projekt, hvor jord ikke bare blev flyttet fra A til B, men hvor stedets egne materialer blev en aktiv del af løsningen – fra udgravning til færdigt dige.



