I denne sommer har vi ansat to urbane landskabsingeniører. Det er første gang, Malmos har urbane landskabsingeniører ansat, og vi vil gerne præsentere de nye ansigter og deres faglige baggrund.
I to artikler præsenterer de sig selv, og forklarer hvordan urbane landskabsingeniører kan bidrage til Malmos’ arbejde. I den første artikel herunder skal I møde Jonas Kellmann:
En ny uddannelse
Uddannelsen som urban landskabsingeniør har kun sendt 11 årgange af dimittender ud på arbejdsmarkedet. Der er tale om en ny uddannelse, som vi i Malmos glæder os til at knytte tættere bånd til.
”På studiet til Urban Landskabsingeniør arbejder vi med at skabe, forvalte og udvikle bæredygtige bymiljøer. Konkret lærer vi at projektere, rådgive, udføre og drifte på byggeopgaver.”
På uddannelsen kan man specialisere sig i forskellige retninger. Jonas har valgt at fokusere på det udførende led i byggeprocesser.
”Jeg synes, at det mest spændende har været at fokusere på det, der sker fra tegning til konkret løsning. Derfor har særlig glad for faget anlægsteknik, hvor man både forholder sig til at regne tilbud og også arbejder med det tekniske, som fx byggeregler.”
”Jeg ser mig i høj grad som broen mellem landskabsarkitekten og det udførende led.”
Bachelorprojekt: Fordampning som værktøj til klimatilpasning
Jonas afsluttede sin uddannelse med et bachelorprojekt, som han skrev sammen med to medstuderende. Projektet handler om, hvordan man kan bruge fordampning af regnvand til at håndtere det stigende nedbør.
”I vores projekt viser vi, at man kan bruge fordampning af overfladevand til at håndtere regnvand – både i hverdagen og når der kommer 100-års hændelser. Man kan bruge fordampning lidt på linje med nedsivning.”
I deres bachelorprojekt udfordrer Jonas og hans medstuderende nogle af de etablerede syn på, hvordan regnvand skal behandles.
”Lidt skarpt sat op, kan man sige, at den generelle opfattelse af vandhåndtering er, at det bare skal væk. Det gælder både for kloakker og for nedsivningsanlæg. Vi fremlægger en model, hvor vi viser, at regnvand, som opsamles i bassiner for derefter at fordampe, sagtens kan være en løsning på håndtering af vand i byerne.”
Fordele ved fordampning
Der er fordele og ulemper ved alle måder at håndtere regnvand på. Det er også noget, som Jonas har undersøgt i sit bachelorprojekt.
”Der er nogle fordele ved fordampning frem for nedsivning. En af dem er, at nedsivningsanlæg nogle gange bliver meget tørre. Ved nedsivning er vandet væk på fx tre dage. Den samme mængde vand vil stå i måske tre uger i et fordampningsbassin. Fordampning giver dermed nogle andre betingelser for plante- og dyreliv, hvilket kan muliggøre en større biodiversitet.”
Plantevalget er endnu en af forskellene mellem nedsivningsanlæg og fordampningsanlæg.
”Hvis man vælger de rette planter, kan fordampningsanlæg også bidrage til at rense vand. Det er selvfølgelig ikke så aktuelt for regnvand, men det er noget, der kan tænkes ind i anlæggene.”
Barriererne
At fordampningsbassiner ikke har vundet indpas på samme måde som nedsivning, skyldes ifølge Jonas en række faktorer.
”For det første, er fordampningsanlæg mere pladskrævende end nedsivningsbede. Og i byerne især er der kamp om hver eneste kvadratmeter.
For det andet, at fordampningsbassiner stadig er noget nyt og uprøvet. Der er nogle bygherrer, som skal turde at prøve noget nyt af.”
Malmos omsætter ny viden til reelle løsninger
Malmos har mange projekter, hvor vi er involveret tidligt i byggeprocessen.
At afprøve nye løsninger er derfor ikke nyt for Malmos, og det fremhæver Jonas til sidst.
”Afprøvning af fordampningsanlæg taler godt ind i det, som Malmos ellers gør. Vi er et firma, der gerne går i dialog med bygherrer, landskabsarkitekter og rådgivende ingeniører om løsningerne. Jeg vil selvfølgelig gerne tale videre med alle aktører om afprøvning af fordampningsanlæg.”
…
Jonas Kellmann
28 år
Uddannet Urban Landskabsingeniør fra Skovskolen, juni 2024
Ansat som entrepriseleder i Malmos, juni 2024
Skrev bachelorprojekt om fordampning som værktøj til klimatilpasning.
Vil du gerne vide mere om Jonas’ projekt er du velkommen til at skrive på jkh@malmos.as