Nye perspektiver på landskabsprojekter

Vi har netop indgået et samarbejde med landskabsarkitekt Jakob Sandell, hvor vi vil undersøge hvordan vi bedre kan arbejde sammen med naturen og dermed formentlig skabe langt større samfundsværdi. 

Måske kan naturbaserede rammeværktøjer skabe et afgørende gennembrud i forhold til at fremme langt større miljø- og samfundsmæssige udbytter. Det er i hvert fald én af hypoteserne dette nye ambitiøse og anderledes samarbejde skal kigge på. Jakob har igennem det sidste års tid arbejdet med at udfolde dette tema i flere spor.

Jakob Sandell er landskabsarkitekt med mere end 25 års erfaring i branchen. Han var tidligere del af landskabsarkitekttegnestuen Schønherr i København og driver i dag egen virksomhed i Sandell Sustainability. Jakobs passion for at trække branchen i en fundamental anden retning har ført til, at han nu har kastet sig helhjertet ind i at undersøge, hvordan vi accelererer måden vi tænker og tilgår fremtidens landskabsprojekter i en markant mere bæredygtig retning. Og hvordan vi kan bygge bro mellem branchens aktører og skubbe til de rammebetingelser og -værktøjer, som i dag, i nogen grad, bremser udviklingen og effekterne af såkaldte naturbaserede løsninger, når der skal planlægges, projekteres og anlægges i vores byer, på landet og langs vores kyster.  

Sense of urgency – det haster
Vi ser engagementet og samarbejdet med Jakob Sandell på den måde, at vores fælles interesser i at drive synlige mærkbare forandringer og forbedringer for naturen spænder vidt og har store perspektiver på den lange bane:
“Vi vil noget andet og mere end bare at sætte et plaster på såret. Og vi vil forfølge en mere disruptiv strategi og handlingsplan fremfor at vente på, at andre kommer med rammerne og løsningerne.

Vi føler selv, at vi med udgangspunkt i Malmos-historikken samt idverdes driftskompetencer, har godt fat i ”naturen i byen”; men, at vi har ambitioner og hypoteser om, at vi også skal og bør kunne spille en markant rolle på både anlæg og drift af de opgaver, som skal løses de kommende år, i randzonerne omkring byerne, i det åbne land samt i kystsikring med naturbaserede løsninger”.

Og da det er lige nu alting skal finde sin form, er det også lige nu det er vigtigt at melde sig ind i kampen med alle de gode erfaringer og idéer, som kan skabe afsættet for de løsningsmetoder og -modeller, der skal hjælpe os med at løse klimaudfordringerne og biodiversitetskrisen på den smarteste og mest effektfulde måde – og med de merværdier, der kan bygges ind i projekterne i form af natur med helende effekt, lærings-, bevægelses- og opholdsmuligheder og nye rekreative kvaliteter. 

Vi skal alle lære og blive klogere – sammen
Vi er enige om at gå ydmygt til opgaven, med det udgangspunkt at der ikke er nogen enkeltaktører i branchen, der har svar og løsninger på det hele. Vi er derfor allerede gået i gang med, proaktivt at opsøge dialog og samtaler med betydningsfulde aktører og beslutningstagere hos myndigheder, kommuner og store professionelle private arealforvaltere samt med de rådgivere, der arbejder aktivt med den grønne trepart, klimatilpasning og -mitigering, biodiversitet og tilsvarende samfundskritiske initiativer.

I den kommende indsats vil vi gå efter at foreslå og tilbyde konkrete løsninger og være med til at skabe rammerne herfor. “Vi vil være meget direkte med spørgsmål til aktørerne og beslutningstagerne om hvad, der skal til for at rykke på de vigtige dagsordener som alle taler om, men som indtil videre ikke rigtigt har udmøntet sig i intelligente og mærkbare resultater. Og forhåbentlig kan indsatserne skubbe udviklingen mod, at naturen bliver den vigtigste medspiller i alle løsninger fremover.

Kontakt os endelig, hvis der er spørgsmål. Skriv eller ring til Søren Faebo på sfl@malmos.as, tlf. 60 11 57 77.



Foto: Jakob Sandell. Fotograf: beritj.dk

Flere nyheder