Christians Have Plejecenter får ny Sansehave
Tillykke til Christians Have med dette sympatiske og spændende projekt. Vi har vundet landskabsopgaven og vi glæder os til at bygge det. De første jordarbejder er allerede startet.
”Grønt er godt for øjnene – om sansestimulerende og årstidsvarierede udemiljøer” var overskriften, da ønsker og idéer skulle skabe grobund for Sansehaveprojektet.
Resultatet er et komplekst, smukt og fuldendt projekt, hvor alle sanserne bliver pirrede og motiverede. De klassiske fem sanser: syns-, lugte-, smags, høre- og følesansen bliver alle aktiverede bl.a. ved blomsterflor, bålrøg, krydderurter og musikinstrumenter. Men derudover kan også balance- og kropssansen aktiveres her på balancebanen og barfodsstien via forskellige belægningstyper.
Christians Have Plejecenter rummer både aktive, selvstændige beboere, men også demente beboere, der behøver trygge og beskyttende omgivelser. Der er stor fokus på mad og madglæde, og beboerne involveres i planlægningen og deltager i madlavning og borddækning. Med den nye sansehave er der rig mulighed for både motion og socialt samvær, men også at høste krydderurter og bær til maden og blomster til borddekoration.
Sansehaveprojektet er resultatet af brugere, personale, beboere og pårørendes konstruktive samarbejde og involvering. Alle har haft mulighed for at dele deres behov og drømme for en ønske-sansehave, der vil blive en stor forbedring af deres livskvalitet og hverdag. Haven bliver dermed til stor glæde for både beboere, medarbejdere, pårørende og frivillige.
Fakta
9 forskellige sansehaver forbundet af Slotsgrus®
Gule flotte klinkebelægninger i gårdhaven i midten
7 særligt markante store træer danner en ’vandre-rute’
Af overskudsjord fra byggeriet etableres en langstrakt bakkeformation som kulminerer i et højdepunkt med en lille siddeplads – en kyssebænk
Sansehaven er tegnet af Landskabsarkitekt Helle Nebelong.