Det historiske og fredede landskab og taghaverne, på Nationalbankens hovedsæde i Havnegade i København, skal restaureres og renoveres.
Malmos er udpeget som den udførende anlægsgartner og landskabsentreprenør på projektet.
Landskabsprojektet udføres i forbindelse med en gennemgribende restaurering og renovering af hele den ikoniske bygning, som er tegnet af Arne Jacobsen tilbage i 60-erne og 70-erne. Og der er da også stor ære og ydmyghed at spore i tilbudstemaet fra Malmos, som har arbejdet intenst på at få netop denne opgave i hus. ”Der er meget på spil, når vi arbejder med så markante landskaber og bygninger som alle kender, og som er en del af vores kulturarv”, udtaler tilbudschef Astrid Lykke Nielsen. ”Vi har heldigvis prøvet det før, f.eks. ved ”De Helende Haver” på Bispebjerg Hospital, på Christiansborg og flere andre steder, og vi glæder os rigtig meget til at komme i gang med opgaven.”
Opgaven skal løses successivt over de kommende 4-5 år. I de indledende faser skal Malmos fjerne eksisterende taghaver inden bygningsarbejderne for alvor går i gang, hvorefter Malmos skal på igen og opbygge de nye taghaver og genetablere landskabet med beplantning, inventar osv.
Udover forholdet ved at arbejde med en fredet bygning, er der flere andre spændende udfordringer med projektet på Nationalbanken. Der er meget koordinering med de andre arbejder på pladsen og alene bygningens fysiske placering i ét af de mest trafikerede områder i byen, vil komme til at kræve grundig planlægning og dygtig projekt- og logistikledelse, når mandskab og materialer og materiel skal ind og ud – og ikke mindst op og ned.
Malmos er eksperter i at bygge grønne tage og landskaber på dæk – altså jord og planter, gangarealer, opholdsrum osv. ovenpå noget andet (her ovenpå en nationalbank); og mange af principperne er de samme som de taghaver Malmos f.eks. har bygget ovenpå Rigsarkivet på Kalvebod Brygge og Skibakken på Amager Forbrænding for den sags skyld. I de senere år er der kommet meget mere natur i byen og stadigt mere kreative løsninger – tænk blot på Metrostationsforpladserne i Sydhavnen, som er åbnet i år eller Papirøen og Operaparken i København eller H.C. Andersens Hus i Odense.
RIGSARKIVET SKIBAKKEN H.C. ANDERSENS HUS
Det er landskabsarkitektfirmaet LYTT, som har stået for projekteringen og udbuddet på Nationalbanken i København.
For info om projektet kontakt: Astrid Lykke Nielsen på mail: aln@malmos.as