Sidst i februar tog 26 ledere og landskabere fra Malmos af sted til Marokko for at gennemføre det sidste modul i det såkaldte FøniX-program.
I Malmos er dygtige ledere en afgørende forudsætning for motiverede medarbejdere, tilfredse kunder og gode økonomiske resultater – og i den rækkefølge. Vi opdeler ledelse i lederskab og styring. Begge er discipliner, som hele tiden skal udvikles, trænes og vedligeholdes. Derfor gennemfører vi løbende udviklingsprogrammer, der fokuserer på aktuelle behov blandt vores ledere og i forhold til vores strategiske planer.
I 2018-19 handlede det om det ambitiøse FøniX program, som satte særlig fokus på, at udvikle en ny progressiv tilgang til projekt- og pladsledelse.
De første fire moduler havde fokus på projektledelse, lederskab og teamudvikling, og deltagerne vidste godt, at det femte modul (5 døgn) ikke ville blive nogen skrivebordsøvelse: De fik udleveret rygsæk, sovepose og liggeunderlag, inden flyet lettede med kurs mod Atlasbjergene.
Missionen
I Marokko blev deltagerne briefet af trænerne fra Implement Consulting Group. De havde designet en ’ledelsessimulator’, hvor missionen var at fremme turismen i Atlasbjergene til gavn for lokalbefolk-
ningen. Projektopgaven var realistisk konstrueret med modstridende interesser i områdets landsbyer: Nogle borgmestre tænkte bæredygtighed, andre ønskede masseturisme og hurtige penge. Programmet for de næste 48 timer lød: Udforsk området til fods og find den optimale vandrerute, inkl. forslag til forbedring af ruten og kommunikation til lokalbefolkning og potentielle turister.
Deltagerne blev samlet i fire projektteams, som skulle gennemføre opgaven på 48 timer og i seks “sprints” – hvert sprint med faste procespunkter som f.eks. teammøder, 5-punkts-briefinger og ØL. Og nej, det sidste er ikke en kølig pilsner, men Malmos’ debriefing-model, “Øjeblikkelig Læring”, som udspringer af metoden After Action Review. Deltagerne skiftedes til at være projektleder, så alle fik skærpet evnen til at fokusere på essentielle projektforhold som effekt, fremdrift og ledelse.
Logistik på byggepladsen
Efter morgenyoga og briefing samt et helt døgns planlægning blev deltagerne sat af i et flodleje, udstyret med kort, så de kunne finde rundt i bjergene til de fire landsbyer. Her var der bla. et byggeprojekter i gang, så deltagerne fik lejlighed til at vurdere den stedlige logistik med lecablokke og tørbeton, transporteret pr. æselryg. Resten af dagen bød på rigelige og varierede udfordringer, og sluttede af med debriefing på taget af en lokal riyadh under den skarpe smukke stjernehimmel – inden grupperne kunne krybe i soveposerne – enten indendørs i huset eller udendørs iført tophue.
Projektfremlægning
Efter en formiddag med intensivt samarbejde og hårdt fysisk arbejde var deltagerne klar til at fremlægge deres projektløsninger for to berberlandsby-borgmestre og Malmos’ direktion. Alle fire projektteams lagde vægt på at synliggøre deres delleverancer: Hvad var første, andet og tredje sprint i eksekveringen, og hvordan skaber vi hurtig værdi for de vigtigste interessenter? Alle udnyttede også Malmos’ erfaringer med affald, vand og kloakforhold og tog i udstrakt grad hensyn til områdets naturkvaliteter, som altid er en fast del af vores projekter.
Inden hjemrejsen gav alle hinanden feedback i en struktureret proces, og det var et intens og til tider meget følelsesladet forløb. De 26 deltagere har lært sig selv og hinanden bedre at kende, trænet projektledelse og pladsledelse med helt nye progressive metoder og styrket evnen til at hjælpe hinanden og kollegerne i en travl hverdag.
Fønix er Malmos’ interne formands- og projektlederprogram, der giver vores formænd og projektledere styrke og redskaber til at arbejde
målrettet, ambitiøst og optimeret med en helt ny,
progressiv tilgang til projekt- og pladsledelse.
Den skræddersyede uddannelse har skarpt fokus på projektledelse, lederskab og teamudvikling.