Ni måneder med mindre regn end normalt. Tørke, varme og bytræer, der kæmper for at etablere sig. Og så, når regnen kommer, kan den komme så voldsomt, at vores byer på kort tid skal håndtere enorme mængder vand. Det lyder som to modsætninger. Men for os handler det om den samme udfordring:
Hvordan skaber vi byer og landskaber, der fungerer i det klima, vi faktisk har – og ikke det, vi plejede at have?
For klimaforandringerne er ikke længere kun noget, vi forholder os til i langsigtede strategier og klimascenarier.
Vi mærker dem helt konkret i hverdagen.
Vi mærker dem allerede, når vi afgiver tilbud og skal vurdere, hvad det reelt kræver at etablere og drifte grønne områder de kommende år. Hvornår kan vi plante? Hvor meget vanding skal vi regne med? Hvor længe varer etableringsperioden? Hvilke planter og træer kan trives? Og hvordan planlægger vi driften, når vejret i mindre grad opfører sig, som vores erfaringer fortæller os, at det plejer? Det ændrer forudsætningerne for både planlægning, etablering og drift.
Når der mangler vand, skal vi blandt andet tænke anderledes om plantevalg, vækstforhold, jord, rodvolumen og vanding. Det handler ikke kun om at få træer og planter gennem en tør sommer, men om at skabe betingelserne for, at de kan trives og udvikle sig. Når der kommer for meget vand, vender opgaven. Så skal vores byrum kunne tilbageholde, forsinke, absorbere og lede vandet, så et skybrud ikke nødvendigvis bliver til en oversvømmelse.

Ingen vand. Meget vand.
Det er den virkelighed, vi skal projektere, plante, drifte – og faktisk også give tilbud – ind i. Her bliver det grønne en vigtig del af løsningen. Træer, jord, terræn, regnbede og grønne arealer er ikke kun noget, der gør vores byer smukkere. De kan være en del af den infrastruktur, der gør dem mere robuste over for både varme, tørke og ekstremregn.
Og det er også derfor, vi torsdag den 27. august tager til Klimafolkemødet i Middelfart. Her deltager vores ESG- og bæredygtighedschef Mie Wittenburg sammen med CONCITO, Bygherreforeningen, Middelfart Kommune, KIRKBI og Krydsfelt i debatten:
Har naturen en stemme i byudviklingen?
Måske har den faktisk allerede en stemme.
Spørgsmålet er, om vi lytter til den – også når vi planlægger, projekterer, prissætter og drifter fremtidens byer.
📍 Klimafolkemødet, BLÅ SCENE
🗓️ Torsdag den 27. august kl. 15.00
Vi ses i debatten 🐝




