Fremtiden forventer fagentrepriser og høj kvalitet og til at styrke dette er Landskabsrådet dannet.
Landskabsrådet er en forening med det snævre formål at skabe flere fagentrepriser for landskabsarkitekterne og anlægsgartnerne i den forstand, at disse firmaer kan bruge deres kompetencer for i fællesskab at skabe gode og holdbare landskaber ved de store og ofte komplekse anlæg i Danmark. Dette som alternativ til at disse arbejder udbydes i totalentrepriser, hvor bygherrer mister varige værdier, fordi beslutningstagerne for disse totalentrepriser ikke har den fagspecifikke indsigt i landskabsdannelse, men i større grad lader sig styre af den overordnede tidsplanlægning og hensynet til bebyggelsens optimale funktion.
Per Malmos udtaler:
Som eksempel kan jeg som fagdedikeret anlægsgartner sagtens se fejlmulighederne for etablering af et funktionelt, velafdrænet og frodigt græstæppe til fodboldkampe, når den kommercielle bygningsmasse omkring banen bliver vigtigere end selv baneanlægget: Man risikerer, at det skal anlægges på ugunstige tidspunkter for god etablering af græsplanterne, eller ønsket om varmeslanger i vækstlaget forhindrer grundig jordløsning og kultivering, som er så afgørende for den gode funktion og græsvækst. Hvis de fagkyndige ikke kommer med i dialogen og får mulighed for at give indspil i processen, når der ændres på parametre i byggeprocessen, så sker disse fatale fejl nemmere.
Dette vil initiativgruppen råbe op om til Danmarks vigtige bygherrer, så de ved hvilke aktører de kan tilvælge for at etablere lækre, holdbare landskaber.
Læs artikel i Licitationen her
Ledende landskabsarkitekter og anlægsgartnere står bag Landskabsrådet, der er blevet til på initiativ af Malmos Anlægsgartnere, OK Nygaard og Skælskør Anlægsgartnere samt landskabsarkitekterne Schønherr, GHB Landskabsarkitekter og SLA. Formålet er at fremme kvaliteten og antallet af grønne anlæg.
Landskabsrådet vil fremover have til huse hos organisationen Dansk Erhverv. Den nyvalgte formand er Jens Rødbro Schrøder, divisionsdirektør i Hededanmark, og repræsentant for Skælskør Anlægsgartnere.